Jeg blev i marts 2011 interviewet af Jeppe Bjørn Vejlø, fotojournaliststuderende på Journalisthøjskolen i Århus, som gerne ville skrive en artikel om min cykelekspedition jorden rundt. Han kiggede indenfor hos mig på Østerbro til en hyggelig snak. Artiklen kan læses herunder.

Opslugt af verden

34-årige Nicolai Bangsgaard
cyklede fra 2006-2010 hele vejen
rundt om jorden. Undervejs
afbrød han stort set al kontakt til
familie og venner derhjemme for
at kunne opsluge verden fuldt ud.

Af Jeppe Bjørn Vejlø

”En 4-årig ph.d. ud i livet”. Sådan
beskriver Nicolai Bangsgaard den
utrolige rejse, der førte ham gennem
53 lande og over seks kontinenter
fordelt på 62.000 km, mens hans
ansigt nærmest lyser op. En vis
stolthed over udtrykket er at spore
i hans stemme. Det var en rejse
der bød på følelsesmæssige op- og
nedture og alt lige fra smertefulde
styrt til den fantastiske duft af
eukalyptustræer som han holder
så meget af. Til spørgsmålet om
hvorfor han overhovedet tog ud på
sådan en rejse, siger han.
”Jeg ville ud på et større projekt,
hvor jeg måske ikke var klar over
fra starten, om jeg var i stand til at
fuldføre – noget der var så stort, at
der virkelig var risiko for at komme
ud på dybt vand.”

LYSTEN TIL AT OPLEVE

Nicolai Bangsgaard tager venligt og
imødekommende imod i kollektivet
på Østerbro. Der er kaffe på kanden
og rigelig velvillighed i sindet
til at fortælle om den næsten
surrealistiske tur, han kom hjem
fra for omtrent et år siden. Bortset
fra nogle få rejsebøger, giver hans
hjem ikke specielt vidnesbyrd om,
at han har rejst jorden rundt. Der er
ingen jagttrofæer på væggen eller
negeransigter skåret ud i træ. Der
hersker dog en sirlig orden, og hans
bagage er omhyggeligt lagt frem på
sengen – klar til afgang senere
på dagen, hvor han, som han selv
udtrykker det, rejser nordenfjords.

Nicolai Bangsgaard siger, at det altid
har ligget i kortene, at han skulle
afsted på en større tur.
”Noget rejseri”, som han noget
beskedent selv udtrykker det.
Han er uddannet antropolog og
trangen til at se verden og andre
folkeslag ligger ham nært.
”Det var lysten til verden og lysten
til at blive udfordret mentalt og
fysisk – hele pakken kan man sige,”
siger han, for igen at beskrive hvad
der drev ham ud på den lange
rejse. En rejse som kun et fåtal af
enkeltmandsbedrifter kan måle sig
med.

Nicolai Bangsgaard blev i høj grad
udfordret på rejsen. Han væltede på
cyklen i Tibet i 4800 meters højde og
slog sin hånd slemt uden udsigt til
lægehjælp. ”Jeg havde 500 km foran mig og 700
km bagud hvis jeg valgte at vende
om. (…) Der følte jeg mig bange og
angst” siger han, og kigger samtidig
ned i bordet. Turen bød desuden på bidende
frostgrader, Saharas nådesløse
sandstorme og tæt på 50 graders
gloende hede i Turkmenistan.
Det var imidlertid ikke de fysiske
anstrengelser, der umiddelbart var
de største udfordringer på den lange
tur. Savnet til familien og venner
derhjemme gjorde ondt, men også
fraværet af kærlighed nagede ham
dybt. ”Det var hårdt at være i
en position hvor jeg vidste at
parforholdet og den bestandige
kærlighed ikke kunne opstå.”
Han kunne ikke knytte sig tæt til
nogen, da han hele tiden var på
farten, og rejsens karakter konstant
bød ham at lade være.

Nicolai Bangsgaard havde inden
rejsen besluttet sig for, stort set,
at afbryde al kontakt til venner
og familie derhjemme. Han fandt
beslutningen nødvendig, hvis han
til fulde skulle være i stand til at
opsluge den verden der hver dag
åbnende sig mere og mere for ham.
Der måtte ikke være nogle tanker,
der forhindrede ham i at gøre det
han allerhelst ville; opleve og lære
verden og sig selv at kende.
”Jeg befinder mig i den mest rivende
udviklingsproces, hvis jeg placerer
mig i en kontekst, hvor jeg ikke
kender spillereglerne”, siger Nicolai
Bangsgaard.
Han afviser desuden tanken om,
at det var en flugt fra hverdagen
derhjemme eller trangen til at slå
rekorder eller bevise noget over for
nogen der drev den indre motor.
”Det var lysten til verden, og lysten
til at blive udfordret i langt højere
grad, end det var en flugt fra
verden.”
At han ikke følte han skulle bevise
noget, kom også til udtryk på rejsen
hvor han ganske enkelt ændrede
taktik over for de mennesker han
mødte på sin vej.
”Jeg ændrede strategi og begyndte
måske at sige, at jeg blot var cyklet
fra nabolandet.”

En af de største følelsesmæssige
udbrud oplevede Nicolai Bangsgaard
ikke ude i den store verden. Det var
såmænd i hjembyen Middelfart, hvor
han for alvor oplevede, hvordan
følelserne kunne komme under pres,
da han efter fire års fravær cyklede i
favnen på sin familie.
”Jeg var ikke klar over, at mennesket
kan rumme så stærke følelser” siger
han, mens adamsæblet hopper et
smut op og ned.

ET IMPONERENDE LIVSSYN

”Jeg kan da godt unde mange flere
mennesker at have modet til at
udleve deres drømme. Vi er her ikke
for evigt, og der er ikke andre der
træffer valgene for os.” Budskabet står
lysende klart fra Nicolai Bangsgaard.
”Hvis vi har en drøm, er det i sidste
ende kun os selv, der kan gøre noget
ved den.”

Til spørgsmålet om der er noget
af verden Nicolai Bangsgaard ikke
har set, slutter han med en løs
reference til Sokrates. ”Jo mere man
ser af verden, jo mere indser man,
hvor lidt man egentlig har set.”