Alghero Fertilia lufthavn -> Grantræsspot nær Valledoria.
Distance: 170 km
Efter en af de vejrmæssigt sygeste juli måneder nogensinde, havde jeg lidt svært ved at forene mig med det faktum, at jeg udover den forgangne uge 34 – takket være næsten 50 foredrag her til efteråret – ikke før begyndelsen af december har en hel sammenhængende uge med mulighed for at lave en lille afstikker derned, hvor solen faktisk holder af mennesket og tør at stå ved sin eksistens.
Så da jeg så, at Ryanair havde nogle meget gunstige flybilletter sydpå, blev jeg lokket ud over al rimelighed. Valget faldt på Sardinien, som jeg i mange år har haft et kærligt øje til. 490,- fra Billund til Alghero på Sardinien t/r havde jeg slet ikke råd til ikke at slå til på.
(hold musepilen henover de enkelte billeder for at få en billedtekst pop-up (på engelsk) frem)
Jeg har prøvet konceptet med billeje & camping ved Middelhavet flere gange før og også i dag føles det helt vidunderligt at have (motoriseret, bevares) sit eget køretøj. Følelsen af rask frihed er øjeblikkelig og stærk.
Jeg har allieret mig med et Michelin-kort over Sardinien, som bliver min guide og inspiration hele ugen. Jeg er sulten efter at opleve mest muligt af øen, og vejrhanen i mig siger, at der er ræson i at starte turen med uret, fra Alghero, som ligger i det nordvestlige hjørne af Sardinien.
Første stop er Neptun-grotten, og besøget her er blot en indikation af, hvad jeg har i vente af små eventyr…
Det føles både mærkeligt og helt rigtigt at cruise rundt i 33 graders varme ved Middelhavet kun 4-5 timer efter jeg tog fra et morgengråt Billund-landskab.
Al rejselitteraturen fraråder at tage til Sardinien i august måned, da det italienske folk holder sommerferie i denne måned og valfarter fra il continente til Sardinien (og Sicilien) for at ligge vandret på de mange strande. Det råd viser sig allerede her på førstedagen at være både fornuftigt og relevant.
Der er virkeligt mange mennesker her, men Pelosa-stranden har også ry for at være én af Middelhavets smukkeste, og savlet i min mundvig ved synet af de fine turkise nuancer ud for stranden indikerer, at der er hold i det ry.
Ord bliver ligesom overflødige her…
Ryanair tog næsten lige så meget som selve flybilletten for at få tjekket et styk bagage ind på flyet. Det kunne min indre rotte ikke lige overskue, så jeg valgte i stedet at holde min samlede bagagevægt under de tilladte 10 kg, som man må tage med som carry-on-håndbagage.
Denne bagagebegrænsning betød bl.a., at jeg ikke kunne få plads til hverken sovepose, liggeunderlag, kogegrej, pløkker (som i luftfartsverdenen – efter 9/11 2001 – udgør en trussel mod sikkerheden) og meget andet bekvemmelighedsudstyr, som ellers var en fast del af mit jordiske gods på cykelrejsen jorden rundt.
Jeg følte mig derfor en smule amputeret i campingmæssig forstand, da jeg efter nogle vidunderlige skumringstimer i middelalderbyen Castelsardo på øens nordkyst, kørte ud af byen for at finde et sted at slå lejr. Selvom jeg er i bil (og ikke på cykel), så fornægter spændingen ved at skulle finde et sted at slå sig ned for natten sig ikke. At lede efter små ubefærdede sideveje (hvor chancen for at finde et teltspot generelt er højere) er imidlertid lidt mere kompliceret når man kører 50 km/t og har utålmodige trafikanter bag sig.
Lidt uden for byen Valledoria finder jeg i tredje hug et fint lille sted til mig, teltet og Fiat’en. Duften af Middelhavets fyrretræsnåle har jeg savnet, og den fylder mig – sammen med glæden over at være på soloeventyr igen – da jeg snart fader ud i min liggeunderlagstomme nylonkabine…